Mandag d. 19. maj 2014

Kort efter nytår besluttede jeg, at nu skulle jeg satme ikke fylde min krop længere med antidepressiv medicin. Fik i 2007 tilkendt førtidspension for Borderline og Fibromyalgi, og havde allerede mange år forinden fyldt min krop med medicin.

Havde læst en masse på nettet om, hvad sådan medicin gør ved mennesker. Det ville jeg ikke være en del af. I løbet af årene, er det flere gange faldet mig ind, om det var helt normalt, man skulle tage sådan noget resten af livet. Og undret mig over, at der ikke sådan bliver fulgt op på et medicin-forbrug. Af lægen måske ?
En psykiater sagde engang til mig, at jeg skulle betragte min medicin, som sukkersygepatienters insulin. At nogle mennesker bare har brug for at få noget udefra, som kroppen ikke selv er i stand til at klare selv. Den slog jeg mig også til tåls med, og syns jo det lød helt plausibelt.

Min Kærste og jeg besluttede allerede sidste år, at køre til Italien i vores autocamper i foråret. D. 31. marts havde vi planlagt at tage af sted. Det lød som en god idé i forhold til, at jeg på det tidspunkt skulle være ude af min medicin, og det nok ville være dejligt med sådan en “rekreations-tur”. Jeg var ved godt mod. Syns selv jeg var skide sej. Trappede stille og roligt ud af 2 forskellige præparater, som jeg har taget i årevis. Jeg var selvfølgelig skide bange. Bange for, hvilket mennesker, der kom ud på den anden side. Uden medicin. Men… følte mig i stand til at håndtere det, der måtte komme, og havde det ganske godt med mig selv. Var noget til et punkt, hvor jeg kunne stå inde for den person, jeg er, og var klar til at springe ud, helt nøgen, uden et slør af “stoffer” til at blokere for at leve HELT.

Var satme så stolt. 1. marts var sidste udtrapningsperiode. Gjorde det selv. Har altid delt min medicin op i doseringsæsker. Så det var bare at putte lidt mindre doser i hver 14 dag. Og 1. marts var jeg nede på den mindste og sidste dosis inden jeg gav helt slip. Det var gået godt.

D. 15. marts kom et brev ind ad døren, der væltede alt. En stævning. Jeg blev sigtet efter § 266 – trusler.

Hele den sag har i læst en del om. Sagen om drabet på Jesper. Som ramte nogle mennesker, er betyder rigtig meget for mig. Hårdt. Umenneskeligt hårdt. Reaktionen i landsretten efter kvinden, der fik Jesper dræbt, slap med en – i min verden – løftet pegefinger, og kunne forlade retten som en fri kvinde. Efter hun havde sværtet hans eftermæle godt og grundigt til med løgne, som ingen fantasi kan forestille sig.  Helt umenneskeligt. Verden gik i stykker. Mennesker gik i stykker. Jeg gik i stykker. Den dag. I landsretten.
Det er vigtigt for mig, at pointere, at jeg ikke er offer i denne sag. Og at min sorg end ikke når i nærheden af, hvad familien måtte igennem. Jeg var blot vidne til den tragedie, som mennesker, jeg holder meget af, blev ramt af, og fast besluttet på, at være der for dem, så meget, som jeg overhovedet evnede. Men fælles for os alle, er den afmægtige uretfærdigheldsfølelse og fuldstændige uforståelige surrealisme, der væltede os  i landsretten.

Der var sket så mange ting i den sag : Kvinden der havde fået Jesper dræbt, havde søgt trøst hos.. Hans datter !! Og moderen til hans børn !! Samme tidlige morgen, som hun havde fået Jesper dræbt. Vi… datteren, moderen og endnu en veninde, rengjorde lejligheden efter drabet – rengjorde gerningsstedet. Pga. en fejl. Vi rengjorde et gerningssted. Ikke bare et gerningssted. Men stedet, hvor deres far, faren til min venindes børn, en ven.. brutalt var blevet dræbt. Bestialsk. Hvilket lejligheden bar tydeligt præg af. Har i prøvet, at tørre hjernemasse af et panel ? Har i prøvet at vaske et helt køkken ned, hvor der ikke var en plet uden blod ? Pillet gulvbelægningen af og smide det i en skraldepose, fordi pølen af blod, var så stor, så den ikke kunne størkne. Blod og hjernemasse fra en elsket mand. Har i nogensinde oplevet lugten af brutalt drab ? Drab på en elsket mand, som havde advaret os om, at den kvinde, han havde mødt ville blive hans død. Og alligevel havde tillid nok til hende, til at åbne sin dør, for hende, så hun kunne lukke hans drabsmænd ind. Fordi ingen i sin vildeste fantasi kunne forestille sig, det blev virkeligt.

Mens alt dette stod på, var jeg på medicin.

Alt gik i stykker igen med brevet d. 15. marts. Og denne gang har jeg ingen medicin til at beskytte mig. Verden væltede. Endnu engang. Alt væltede op fra Pandoras æske. Alt der stadig ledte efter de rette hylder at være på. Jeg kunne slet ikke, og kan stadig ikke, kapere at det var en mulighed. At denne kvinde kunne slæbe mig i retten for trusler. Eller rettere. At en offentlig anklager kunne tage denne sigtelse i retten. Læste hendes afhøringer sammen med min advokat. Hun kommer først til politiet og anmelder mig for trusler EFTER hun af politiet er blevet konfronteret med, at hendes telefon, var blevet brugt til at true min veninde med. Moderen til Jespers børn. Hvis hun er så bange, hvorfor anmelder hun så først truslen flere dage efter, den skulle være blevet udtalt ?Hun render politiet på døren med en anklage, hun end ikke ved, hvem hun retter i mod. For de første mange afhøringer holder hun stædigt fast i, at det er en anden end mig. Indtil der er en der gør hende opmærksom på min blog, og indtil politiet fortæller hende, at personen hun anklager, slet ikke var til stede i landretten. I mit blog indlæg om Jesper, jeg skrev 2 dage efter afgørelsen i landretten, gør jeg drabskvinden opmærksom på, at straffen kommer til den som fortjener den. Bare ikke fra det danske retssystem. Jeg er NØD til at tro på karma. Ellers kan jeg ikke eksistere. Og slet ikke i denne her sag. Hun forlader en samtale med politiet i vrede, over de ikke har pålagt mig, at slette mit blogindlæg. Dette står også i hendes afhøringsjournal. Hun udtaler, at hendes advokater “må flygte i skjul til et nærliggende hotel pga. den truende stemning efter domsafsigelsen”. Men der er ingen afhøring af omtalte advokater. Ingen udtalelser om at de skulle have følt sig truet. Politiet har ingenting hørt – selvom kvinden var mandsopdækket under hele sagen. Alligevel vælger anklager at tage min sag i retten.

Alle dage op til retssagen. Også under vores Italien tur. Har jeg været helt ude at skide. Fuldstændig ydmygende brudt sammen i gråd, de mest uventede steder, på de mest uventede tidspunkter. Blevet uventet urimeligt vred på min Kærste. Følt mig magtesløs, tom, og uden fatteevne for noget som helst. Formår ikke at tage imod. Hungrer efter omsorg og kærlighed og bryder helt sammen, når jeg får det, fordi jeg ikke kan rumme det, og tage imod det. Føler mig totalt blotlagt, nøgen og umenneskeligt skrøbelig. Håbede og bad til at dagen i dag, kunne være et vendepunkt. At så blev den sag i hvert fald afklaret, så jeg kunne fokusere på, at komme tilbage til livet igen. Uden medicin. Håbede at ved at få sorteret denne sag fra, var der ikke mere der kunne spærre udsigten for at se fremad.

Havde tænkt vanvittigt mange scenarier igennem op til retssagen. Prøvet at ruste mig, til hvad der end måtte komme. Ved jo af erfaring, at der skal hård på brystet, til at lægge ører til, hvad der kan komme ud af den kvindes mund. Jeg følte mig pisse sårbar, og var vildt bange for, hvordan jeg ville reagere. Om jeg bare ville falde sammen, som en død hund. I vidneskranken. Og jeg var overhovedet ikke hverken sej eller stærk eller stolt eller noget som helst andet. I retten. Brød helt sammen, og havde svært ved at sige noget overhovedet.
Slaget, der for alvor slog mig gulvet, var kvindens sms til anklager om, at hun ikke turde møde som vidne i retten. Kvinden der fik dræbt Jesper. Kvinden der er årsag til min retssag. Sendte en sms til anklager. Det betød, at sagen ikke kunne afsluttes, og er blevet udsat endnu en måned. For så endnu engang at kunne blive udsat. For hun møder ikke op. Hun får lov at fortsætte sit syge spil.

Det var bare pisse bad timing. At jeg skulle modtage det brev d. 15. marts. Samtidig med jeg lige havde sluppet mine piller. For jeg kan ikke bærer det. Og jeg aner ikke hvor jeg skal gå hen. Er det abstinenser jeg har ? Eller er jeg på vej tilbage i en depression ? Er jeg ved at gå fra forstanden ? Forsvinder det når retssagen er afsluttet ? Eller er jeg bare på vej ud i afgrunden ? Gik en lille tur med min Kæreste her til aften. Tog mig sammen fordi jeg lige havde læst, at natur er leasing for sjælen. Vejret var smukt. Der var ællinger i søen. Skønne forårsgrønne træer. Og under hele turen kæmpede jeg med ikke at bryde ud i gråd. Kunne ingenting sige. Bare kæmpe for at holde fast i mig selv. Og gå. Og faldt sammen i gråd, i det sekund vi trådte ind ad døren.

Det er som at være i et mareridt, jeg ikke kan vågne af. Og jeg er frygteligt tæt på, at gribe til medicinen igen. For jeg aner ganske enkelt ikke mine levende råd. Har søgt og ledt på nettet, for at få nogle guidelines. Nogle hints. Om hvad jeg skal forvente. Hvad jeg kan gøre. Finder en masse uden at finde noget. Sidder bare tilbage med en endnu større følelse af afmagt.
Håbede og bad til at dagen i dag, ville bringe mig bare lidt over på den anden side. At det måske ville blive lidt nemmere, at håndtere livet uden medicin, når sagen var afklaret. Men mareridtet er udsat endnu en måned. Træder vande så længe, og håber jeg ikke drukner, og kommer ud på den anden side, med bare en lille rest af værdighed og en lille smule styrke.

Lørdag d. 20.09.14

Min Guddommelig søn holder LAN. Han er 19 år ;o) Min elskede Guddommelig søn. Jep.. han er det tætteste man kommer på en GUD i menneske-krop og han er MIN søn <3 Han kan kører mig rundt på røv og albuer. Få mig til stort set alt – Kører gladelig landet rundt på alle tider af døgnet for at hente ham, han får mine sidste penge, min bil omtaler han som hans bil, går hans ting i stykker, skal jeg nok få det lavet, ellers køber jeg ham bare noget nyt – han er snot forkælet. Han roder og sviner over alt, larmer ind imellem temmelig meget, smider sine ting væk – nøgler, tøj, mobiler og you name it, og får ofte lavet noget rigtig lort for sig selv. Han vender op og ned på dag og nat, drikker sig i perioder fra sans og samling, begiver sig ud på nogle eventyr, der er ret ugennemtænkte, og ender ofte et sted, hvor han skriver – send flere penge. Han har givet anledning til mange søvnløse nætter. Det vildeste han har gennemført er folkeskolens 9.kl. Han har prøvet utallige ting, som han på en eller anden måde, nok skal få lavet ged i, så han ikke gennemfører. Han er stadig Guddommelig.

Jeg er snothamrende forelsket i ham. I hans personlighed, i det menneske han er. Han er glad. Min søn er næsten altid glad. Elsker når hans smil, og sprudler over, når han griner. Han er elskelig, kærlig, hjertelig, ærlig, har et gennemført godt hjerte og er autentisk. Han er en af de mest autentiske mennesker jeg kender. Han LEVER. LIGE NU. Og vil man have et ærligt svar skal man bare gå til min søn. <3

Med sådan en guddommelig søn, følger en masse skønne unge mennesker. Nogle af dem sidder lige nu, og holder LAN. Har de gjort siden i aftes.

De er 9 knægte, der stort set har holdt sammen siden børnehaven og børnehaveklassen og de tidligste skoleår. Og med årene er der kommet en del tilløbere til andre steder fra. De er altid kommet i vores hjem. Og gør det til min store taknemmelighed stadig. <3



Jeg er VILD med de drenge. Har ofte været totalt gal i skralden på dem, skældt dem hæder og ære fuld, bandet dem langt væk – Men hold kæft, hvor er jeg vild med de drenge, og jeg vil gå uendeligt langt for dem <3

Gennem hele deres skoletid, har der altid været ballade, hvor de har været. Det kan ikke tælles på 2 hænder, hvor mange gange nogle af  os forældre, har siddet til møde hos inspektøren, fordi vores knægte – igen – havde lavet drengestreger. Det kan ikke tælles på 2 hænder, hvor mange køkkenmøder, nogle af os forældre har holdt både selv og med drengene. Vi gjorde vores ypperste, for at sige og gøre, det der nu forventes man siger og gør som forældre – selvom vi samtidig forsvarede dem, fordi vi VED de er nogle gode drenge. Jeg kunne blive så kæmpe frustreret nogle gange, fordi det bare føltes som om, at de havde fået stemplet BALLADE lige midt i panden, så de til sidst måtte stå skoleret uanset, hvordan tingene hang sammen, hvem der nu havde gjort hvad. Om de reelt havde lavet balladen eller ej, og hvordan tingene hang sammen, betød mindre – Der stod jo BALLADE over hele hovedet på dem.

Det var som om, at allerede fra dengang de var små knægte, var det forbudt at være GLAD, SPRUDLENDE, FULD AF ENERGI og egentlig bare have en god portion selvtillid. Når de gik denne her samlet flok på gaden og var GLADE og LEVENDE, var de pludselig en bande ??? Janteloven bragede højlydt ! “Du må ikke blive set. Du må ikke blive hørt, du skal ikke tro du er noget”. Det er som om, der bare ikke var plads til de har kæmpe glade drenge, med et kæmpe godt sammenhold – jo de lavede drengestreger – masser af drengestreger. Alt det drenge SKAL gøre ! Men det var GLADE ! De gjorde det smil, sjov, fis og ballade og aldrig for at skade nogen.

Puha.. jeg har grædt mange tårer for de drenge, fordi jeg syns verden har behandlet dem dybt uretfærdigt. Men tænk sig drengene er stadig glade !!! De er 18, 19 og 20 år. Og stadig lige glade. Selvom det siden de var knægte er blevet slået i hovedet med janteloven ! Selvom de har mødt en masse uretfærdighed – så er de stadig glade. Også selvom de STADIG konstant bliver banket i hovedet med Jantelov, fordomme, fordømmelser.Jeg er jo ikke helt dum. De kan stadig kører mig rundt på røv og albuer. De er stor-charmører, ved godt, hvad vi mødre falder for. Og kan de tage røven på os, så gør de det. Og ja det laver sgu noget rigtig lort nogle gange. Men for helvede altså.

Jeg ville sådan ønske verden kunne se dem gennem mine øjne. SE dem. SE deres store hjerter, SE deres glæde, SE dem som de mennesker de er ! GODE mennesker, GODE drenge, med en kæmpe værdi, som er ved at uddø i verden – SAMMENHOLD og VENSKAB på godt og ondt. Eller bare se deres GLÆDEN og SPRUDLEN.

De her handler ikke kun om “mine” drenge. Men om, at hvis vi alle ville blive bedre til at se under det umiddelbare, se gennem “balladen”, droppe janteloven, give plads til hinanden, ville vi få beriget vores liv med en masse smukke unge mennesker, og måske blive bedre til at skabe en plads til alle deres forskelligheder i vores samfund.

Jeg ønsker, håber og beder til de hele resten af mit liv, stadig vil fylde mit hjem med deres glæde, deres charme, deres autensitet,og alle deres drengestreger. Elsker jer drenge <3

Mandag d. 22.09.14

Hvad er der for er liv vi tilbyder vores børn og unge. ?

At få børn er en glædelig livsbegivenhed. Nok den lykkeligste begivenhed i livet. Men allerede når det er mellem ½ og 1 år, går det løs, og vi giver slip på vores børn. Vores små elskede poder, som skal bringe os glæde gennem hele livet. Som selv en dag skal bidrage til samfundet og skabe den næste generation. Som skal tage sig af os, når vi bliver gamle. Og hvad er det så lige for et liv vi tilbyder dem ?

Når de er mellem ½ og 1 år sender vi dem i vuggestue eller hos dagplejemor. Derefter i børnehave. Her tilbringer de 1/3 del af deres liv. Vuggestuen og dagplejen, der får de fleste 1. gange. Her får de deres første smagsprøve på at livet er 7 – 16. Samfundets rytme. Tidligt op om morgenen. Ud af døren. 37 – 40 timer ude, stressede forældre henter, ulvetime, sengetid, og det hele starter forfra.

Det falder os slet ikke ind, at børn fra naturen af, slet ikke er skabt til at blive puttet ind i den rytme samfundet har skabt. At unger fra naturens side følger moderen (i nogle tilfælde begge forældre), at det er forældrene, der lærer ungerne at navigere i livet. Vi er det eneste pattedyr, der overlader vores unger til andre. Der lægger ansvaret over på andre. Lader andre om, at lære vores børn om livet. Det eneste pattedyr, der har sat vores behov i faste rammer : Du er frisk kl. 6 om morgenen, sulten kl. 7, 12 og 18. Kl. 20.00 er du træt og skal sove. Kan du ikke finde ud af at lægge dine behov i samfundets tidsrammer er du vanskelig og utilpasset.

I børnehaven er der ikke længere de samme hænder til at drage omsorg for vores børn. Vilkårene for personalet er skærpet. Der er flere opgaver til færre hænder. I børnehaven fortsætter vi med at ”tilpasse” vores børn samfundet, og begynder at sætte etiketter på dem, som ikke kan sidde stille, dem som fylder. Vi har ikke ressourcer til at tage os af dem, der ikke følger flertallet. Dem der ikke er tilpasset (læs afrettet), det vi har kategoriseret som normen. Dem som har andre evner, andre behov, kræver lidt mere space, lever lidt fyldigere. Det falder os slet ikke ind, at vi allerede fra de er små, stresser vores børn helt vildt. At vi tvinger vores børn til at være sociale og aktive 8-9 timer dagligt. Vi klager som voksne over, at vi kan blive trætte og udkørt efter en lang dag på job, og undres over vores unger kan være umulige, når vi henter dem i børnehaven ??

I omkring 6 års alderen starter næste epoke i deres liv. Folkeskolen. Her bliver rammerne yderligere indskrænket. Det der skulle blive en glædelig epoke fuld af læring, socialisering, nysgerrighed, frihed til at suge alt nyt til sig, bliver en ensrettethed, hvor børnene for alvor bare skal passe ind. Her er der slet ikke ressourcer til de børn, der har andre EVNER, andre behov, ikke følger normen, er levende, sprudlende, kreative, energiske og glade. Nej Gud forbyde glade og levende børn. For de kan godt have lidt problemer med at sidde stille og lytte til læreren, fordi lige udenfor vinduet flyver en farvestrålende sommerfugl, som er helt vildt spændende.  Her begynder svigtet for alvor.

Her er ressourcerne for alvor beskåret. Her er SLET ikke plads til forskelligheder. Vi bliver endnu mere taknemmelige for vores etiketter, endnu mere glade for, når vi ”med god samvittighed” kan lægge ansvaret fra os. For børnene er jo defekte. Det er sgu ikke vores skyld de ikke kan sidde stille.

Alene folkeskole-tiden er et leksikon for sig selv. Der er blevet skåret umenneskeligt i de ressourcer der tilføres folkeskolen. Både økonomisk og udviklingsmæssigt. Et sted der halter langt bagud med at følge samfundets udvikling er folkeskolen. Børnene lærer de samme ting, på samme måde, som vi gjorde det for 100 år siden. Og når der viser sig, at vores børn måske ikke er lige så dygtige (indenfor det vi har kategoriseret som normen), udvider vi bare deres skoletid. Giver dem nogle længere arbejdsdage. 37 timeres arbejdsuge. Syns det i sig selv er umenneskeligt – at give børn en 37 timers skoleuge. Trækker noget mere (af det som ikke virker) ned over deres hoveder. Tænker.. de skal jo bare have noget MERE (af det som ikke virker) – Vi kunne da ikke drømme om at tænke, de måske skal have noget der er BEDRE end det der er. Næh nej – vi giver dem bare noget mere af det som ikke virker. Hvorfor skulle noget der ikke virker i mindre mængder, virke bedre i større mængder ??

Det hænger slet ikke sammen i mit hoved. Vi flår barndommen ud af vores børn, fordi vi bilder os ind, at de bliver klogere (på hvad ????) af at gå flere timer i skole. Det gør ondt indeni mig. Jeg væmmes.

Her stifter børn for alvor bekendtskab med menneske og politisk skabt Jantelov. For kan de ikke bankes ned i folkeskolens meget meget snævre rammer og ind i det vi har kategoriseret som normen, er de dumme, dovne, utilpasset (uafrettet), møg frække, flabet og bare nogle forbandede møgunger. Vi søger efter kasketter og etiketter, vi kan sætte på dem, så vi har en undskyldning for at give op og slippe ansvaret. For vi har ikke ressourcer til at give dem plads. Sikken en lettelse når vi kan give et barn ADHD eller asperger kasket på. Så er det ude af vores hænder. Ikke vores ansvar. Så er det ikke os der fejler. Næh..  det er jo barnet der er defekt. Og vi kan jo ikke sådan bruge ressourcer på at skabe et værdigt liv for defekte børn, der ikke kan tilpasse sig og rette ind efter vores norm.

I sidste tredjedel af folkeskolen starter udslusningen til ”det virkelige liv”. Nu er du ikke længere et barn men et ungt menneske, der skal begynde at tage noget ansvar. Ikke fordi du begynder at lære, hvordan du forholder dig til din forskuds-og årsopgørelse, hvad du skal være opmærksom på, når du lejer en bolig eller køber et hus, hvad du kan bruge en bank til, og hvordan du lægger et budget for din privatøkonomi, hvordan man læser en el-regning, hvor dyrt det er at tage lange bade, hvordan man lever af en SU –hvordan man overhovedet søger SU osv. osv. Nej du skal sørme se at finde ud af, ”hvad du vil være, når du bliver stor !”. For når man går i 7. kl. og er godt i gang med at være teenager, så ved du i hvert fald godt, hvad du vil være resten af dit liv !! Du har ingen anelse om, HVEM du er – men du skal satme se at finde ud af, HVAD du vil være. Du SKAL tage en uddannelse – SKAL vide, hvad du vil bruge 3 år af dit liv på, for at forberede dig på, hvad du skal de næste 3- 6 år af dit liv på, så du kan arbejde resten af dit liv, med det du uddanner dig til. Og det er DIT ansvar at vælge det rigtige.

Og du kan KUN uddanne dig indenfor der VI har bestemt : tømmer, vvs-mand, mekaniker, butiksmedhjælper, SOSU assistent, pædagog eller socialrådgiver , hvis du ikke er født med en sølvske i røven, og har forældre, der kan betale sig fra det. (Ikke at du kan leve af en de almisser der hedder SU alligevel).

Efter folkeskolen starter de unge på deres første ”selvvalgte” (anførselstegn, fordi de reelt ikke har et valg) periode i deres liv.  Nu er i voksne og skal tage noget ansvar. Det gik ikke så godt i folkeskolen. Men nu er i jo så voksne, så i sagtens kan passe gymnasiet, HG, HTX, HF og alle de der forbandede forkortelser, som jeg ikke har den fjerneste anelse om, hvad er og går ud på, andet end det er endnu mere skolegang, der skal give adgang til flere uddannelser. Nu er børnene så voksne så de sagtens kan sidde stille og fokusere, så i stedet for at give dem et lille break efter 45 min. presser vi lige citronen op på 90 min. Hvem kan sidde fuldt koncentreret i 90 min. ? For de unge, der passer ind i normen, er det en god tid. Eller var. Før det blev 90 minutters lektioner. Og 37 timers arbejdsuge, som reelt bliver til mange flere timer, fordi der også er hjemmeopgaver og forberedelse. Du ved sted ikke HVEM du er, for du har for travlt med at forberede dig på, hvad samfundet kræver du skal være.

Det er her den første alvorlige sortering (læs udryddelse) af vores unger begynder. For hvis du er lidt ordblind, det kniber med matematikken og at engelsk ikke er dit stærkeste, og du ikke kan komme ind på næste step, er du lost.  Hvis du bare ER skoletræt. Har svært ved tingene. Er træt af det hele, og ked af bare hele tiden, at have fået at vide, at du ikke er god nok til ”normen”, ikke passer ind, er forkert – ja så er der bare ikke plads til dig nogle steder.

At du er super dygtig til at tegne, at du er kæmpe musikalsk, har gode sociale egenskaber, er farverig, sprudlende, og egentlig bare meget bedre til at bruge din krop end dit hoved – det kan vi ikke bruge til noget som helst.

Se nu begynder det at blive rigtig interessant. For.. vi har det jo godt i Danmark. Så vi betaler sørme vores unge for at tage en uddannelse. Og så har vi fundet en ny snedig måde, at tvinge de unge der ikke er i gang med en uddannelse, til at tage en. Nu har vi nemlig afskaffet kontanthjælpen, og erstattet det med uddannelseshjælp. Det er satme snedigt. ! DET skal nok få en masse af de unge, der har det svært, og indtil nu blot er blevet bekræftet i, at de ikke duer til noget og passer ind, i gang med en uddannelse. Man bliver meget mere tilpasset (afrettet) og klogere af uddannelseshjælp end kontanthjælp.

Den eneste reelle forskel er, at du får mindre end på den tidligere kontanthjælp.  Det skal ikke kunne betale sig at gå på kontanthjælp. Så uddannelseshjælpen svarer til en SU. Der er bare det lille catch, at du kan heller ikke klare dig på en SU.

Uddannelseshjælp hvis du er under 30

• og hjemmeboende, får du 2.524 kr. (2014)
• og udeboende, får du 5.857 kr. (2014)
• og enlig forsørger, får du 11.712 kr. (2014)
• forsørger og samlevende med en person, som modtager kontanthjælp, uddannelseshjælp eller SU, får du 8.196 kr. (2014)
• forsørger og samlevende med en person, som ikke er på kontanthjælp, SU eller uddannelseshjælp, får du 5.857 kr. (2014)
• og gravid (mindst 12 uger henne), får du 10.689 kr. (2014)
• og psykisk syg, med egne børn i hjemmet, får du 14.203 kr. (2014)

Og så er der jo også lige kommet den der lille ”gensidige forsørgelsespligt” ind, når du er over 25 år, som har ødelagt økonomien for rigtig mange unge par.

Husk du SKAL tage en uddannelse. Mulighederne for uddannelse hernede på Lolland er meget små. Så hvis du ikke, oveni i din lange skolearbejdsuge, er interesserede i at mange timer og mange penge på, at rejse frem tog tilbage, er du nød til at flytte hjemmefra. Det kan stort set ikke lade sig gøre at finde bare et værelse i dag, til under 3000 kr. + diverse forbrug. Og selvom du er flyttet tætter på dit uddannelsessted, er der som oftest alligevel noget transport, som let kan komme op på fra 500 – 1000 kr. om måneden. Behøver jeg lave regnestykket ?

Hvem siger fattigdomsgrænse ? Den er da vist ophævet for længst. Vi har masser af fattigdom i Danmark.

De tvinger de unge ud i fattigdom med deres nye kontanthjælps-reform og latterlige små SU-almisser – De SKAL uddanne sig. Lige meget at de ikke kan overleve. Men hvorfor skal vi dog også investere i den generation, der skal føre landet videre, hvis det går ud over de gamle røvhullers fede hyrer og gyldne håndtryk. Og børn .. ja .. det kan de få når de bliver 50 og er færdige med at tilbagebetale SU-lån. Men det lige meget. Betyder ikk noget vores befolkningstal falder, fordi ingen har råd til at få børn, og det eneste legale liv i dag er foran skolebøgerne på almisser.  De har alligevel ikke tid til børn, som 50 årige, for der skal de tage sig af os gamle – det er der jo ingen andre der gør. For fanden altså.  Mit blodtryk rimer slet ikke til den politik, der er her i lille DK nu. Vi betaler stadig rekord høje skatter og afgifter i verdensklasse, og vores gamle og unge lever i fattigdom.

Så kan de unge jo bare tage sig et job ved siden af studierne. For jobs har vi jo masser af. Vi har så mange ledige jobs, at vi er nød til at arbejde til vi bliver 70 år, for at få arbejdsmarkedet til at køre rundt. Guderne må vide, hvorfor vi dog har ledige med alle de jobs ? Så de unge kan jo bare tage sig et job ved siden af studierne, så de har råd til at uddanne sig til det de senere skal udfylde alle de ledige jobs med.

Er du en af de ”heldige” unge (for vi har det jo godt i Danmark), der er faldet helt udenfor normen og er defekt, har vi nogle glimragende tilbud, du skal passe for at modtage din nu uddannelsesydelse. Så kan du gå på Jobcafe 37 timer om ugen og lærer at skrive CV og ansøgninger til alle de ledige jobs, eller du kan gå på produktionsskolen 37 timer om ugen, og sy sutsko til hjemmeplejen, ordne lidt haver og spille computerspil, til du vinder i Lotto og MÅSKE får en elevplads et eller andet sted eller MÅSKE kommer ind på en uddannelse. ( Ikke at forklejne produktionsskoler – NOGLE er udmærket, har nogle gode tilbud, og udvikler de unge – Bare ikke lige på Lolland).

https://www.youtube.com/watch?v=NONnUBKcNZI

Og vi forældre har for travlt med jagten på den nye bil og den næste fladskærm, mens vi ryster på hovedet af den umulige, dovne og utilpassede ungdom. Vi burde i stedet skamme os over, hvad det er for et liv og samfund, vi tilbyder dem, og komme ud af vores magelige selvoptagethed og gøre noget ved det.

En god indikation på at noget for alvor er ved at rutsje fuldstændig fra os : Danmark har været verdens lykkeligste land – Kun fordi vi alle er på lykkepiller !! Nu er vi faldet fra en 1. plads til en 3. plads… stadig proppet af lykkepiller. Det er hyklerisk, pinligt, til grin og helt hen i vejret. Vi betaler over halvdelen af vores indtægter til SKAT, og lever af lykkepiller. Der er noget der ikke rimer.  Hvad skal der til ? Hvor galt skal det gå før det er nok ?

Nina Möger Bengtson har skrevet en tankevækkende historie om at være ung i dag. Hvis en pige, der falder ind i ”normen” oplever det at være ung, som hun her beskriver, gad vide, hvordan mon så alle vores ”defekte” unge oplever det ? Det er tankevækkende.
http://www.information.dk/507688

Lørdag d. 04.10.14

Jeg lever ikke. Jeg overlever.

Siden jeg trappede ud af min antidepressive, er det stille og roligt gået ned ad bakke. Syns jeg var så sej. Var hamrende sikker på, at jeg bare kun det pis der. Jeg skulle fanme ikke være afhængig af medicin hele livet. Det var jo bare et spørgsmål om, at tage sig sammen, hanke op i sig selv og tage livet i stiv arm.. Ja goddag mand økseskaft.

Et er det var pisse dårlig timing. Retssagen med hende sækken, der fik slået Jesper ihjel, slog total bunden ud af mig. Den kom jo bedst, som jeg lige havde taget mine sidste antidepressive. Var helt ude og skide. Det var et rent helvede. Så jeg troede naivt nok, at når bare det var overstået, SÅ ville jeg få det bedre. Det lettede da selvfølgelig også helt vildt, da jeg blev frikendt… Men suset udeblev. Løftet kom aldrig. Solen begyndte sgu ikke at skinne.

Sommeren har været fantastisk. Har bare ikke oplevet den. Sidder i skrivende stund og kigger ud på solen.. og tænker… hvorfor kan den mon ikke varme mig ? Vejret er skønt. Hvorfor er jeg ligeglad ?

Jeg var kampklar. Var klar til at mærke livet. Klar til at tage hvad der måtte komme. Troede jeg. Jeg var fuldstændig uforberedt på, hvordan virkeligheden skulle komme til at se ud. Uforberedt på blotlæggelsen af et smadret selvværd og selvtillid. Uforberedt på at passionen ville forsvinde, livsgnisten brænde ud. Uforberedt på den overvældende sorg, der begyndte at fortære mig. Uforberedt på alle de tårer, der gemmer sig indeni mig. Uforberedt på al den tristhed, ulykkelighed, alt det mørke, jeg rummer. Og som jeg slet ikke magter at håndtere. Ikke KAN håndtere. Jeg lever ikke. Jeg overlever.

Jeg VIL leve – ikke bare overleve – jeg vil LEVE.

Første fokus var min Borderline. At det nok var den, der var behov for at arbejde med. Det er nemlig pisse let. Borderline. Det er til at tage og føle på. Og der er sådan nogle fine oversigter og forklaringer – google er min ven – på alle de her borderline-ting. Jep – der er bare ikke ret mange behandlere, der er specialiseret i borderline. Al den viden vi har i Danmark om Borderline kommer fra USA, og vi er håbløst bagud på området. Det eneste lille strå der var at gribe efter var DAT-behandling, som er et intenst terapiforløb gennem psykiatrien. Og det er jeg selvfølgelig for gammel og rask til at deltage i. DAT er den terapi-form, der har givet bedst resultater i behandlingen af borderline. Man kan ikke medicinere for borderline. Borderline kræver intens terapi, fordi vi skal lære alle de færdigheder, vi missede som børn. Vi skal lære at tænke anderledes, at agere i sociale sammenhænge, lære at navigere i livet. Medicin kan bruges til dæmpe følgevirkninger af borderline : depression, angst etc. For helvede altså.. havde jeg bare fået et tilbud om DAT-forløb for 20 år siden, så havde mit liv set meget anderledes ud i dag.

Har været til 3 psykologer. Den første brugte MIN dyrtkøbte taletid, til at fortælle mig, hvor traumatisk en oplevelse hun havde, fordi hun havde været involveret i et biluheld på motorvejen, og jeg var den første klient, hun havde efter. Efter 2 sessioner skrev jeg til hende, hun var værdiløs. Den næste ventede jeg på i 3 mdr. Hende droppede jeg efter første gang, hvor jeg sad i en time og hældte vand ud af ørerne om min forfærdelige barndom, og skulle gå hjem og lave en liste over alle de ting, jeg ville bearbejde, selvom jeg i en mail, havde forberedt hende på, at jeg havde brug for REDSKABER til at komme videre. Jeg har hele mit liv tudet ud, om al min elendighed – også til psykologer – jeg ved sgu godt min mor var misbruger og min far tog livet af sig selv, og hvad det gør ved et barn. Hvad skal jeg få ud af, at blive ved med at snakke om det ??? Den sidste.. ja.. han var faktisk inde på en masse rigtigt om positivt livssyn og tro på tingene… men altså.. jeg skulle tro noget mere på Gud, og for øvrigt var det Johnsson der skød Kennedy, og Hitler er en forpint sjæl, der ikke fik gjort sit arbejde færdigt her på jorden. Hm…  Jeg vidste ikke, om jeg skulle grine eller græde. Men jeg forstår godt hans livsfilosofi – og den har hjulpet ham igennem hans problemer. Fair nok. It´s just not me.

I et halvt år, har min kæreste og jeg haft fokus på, at jeg skulle have hjælp til min Borderline, for det var nok den, der var årsag til ”mit fald”. Men så faldt jeg over en skrivelse på Google, som beskriver, hvordan man kan ”vokse sig” fra Borderline. Borderline er den eneste sindslidelse, som man rent faktisk kan arbejde sig ud af og ”vokse sig” fra. Samtidig satte en bekendt et indslag om depression på sin status på fjæsen. Og der var nogle brikker der faldt på plads. Søgte på min ven google, alt hvad jeg kunne finde om depression, og kunne jo blot nikke genkendende til det hele.

Skal tage mig sammen til alt. At tage et bad. Bare at børste tænder. Skal virkelig hanke op i mig selv. For de mindste ting. Jeg kan ikke mærke, hvad jeg har lyst til. Hvad jeg har behov for. Har en million ting, som jeg KUNNE lave. En million ting, der venter på at blive gjort. Både burde ting, og ting, som mange ville syns var sjovt og hyggeligt. Jeg kan bare ikke tage mig sammen. For det tænder ikke noget i mig. Jeg har ingen glød. Intet drive. Ingen energi. Jeg VED det ville gøre mig godt, at gøre noget. Kan bare ikke tage mig sammen til det.

Er slet ikke social på samme måde, som jeg har været. Undgår det helst. I sær, når jeg ikke kan gemme mig lidt. For jeg er ikke værd at være sammen med. Har ikke noget godt at byde ind med. Tænk hvis nogen skulle spørge, hvordan jeg har det. Jeg kan ikke ærligt svare – jeg har det godt. Og hvem gider hører på jammer og ynk. Er der nogen der spørger – helt dybt og ærligt og autentisk, hvordan jeg har det, bryder jeg helt sammen og græder, for jeg kan jo heller ikke håndtere en sådan omsorg. Min kære papfar ringer og ringer. Jeg kan bare ikke ringe tilbage, for jeg ved, jeg bryder sammen. Jeg holder mig til, at være sammen med de få mennesker, der ved, hvordan tingene er. Det er trygt.

Er bange for at være alene. Har ALTID elsket at være alene. Nu gør det mig bange. For i stillestunder kommer de dystre tanker snigende. Og pludselig bryder min verden helt sammen, og jeg kan ikke se mig ud af det. Føler mig værdiløs, er kronisk bange for at sige og gøre noget dumt. Bange for at folk skal blive flove over mig. Blive forlegne over mig. Skal synes jeg er dum, og ikke kan finde ud af noget. Mit selvværd har aldrig været optimal, men min selvtillid har altid været god. Jeg har altid følt mig sikker på, hvad jeg kunne, hvad jeg vidste, på min faglighed, min dygtighed. Nu er jeg kronisk usikker på, om jeg kan finde ud af noget som helst.

Jeg sover aldrig rigtig godt. Vågner altid med en følelse af, slet ikke at have sovet. Skal hver dag tage mig sammen, for at møde en ny dag. Der skal intet til at trætte mig. Har altid været ukuelig. Har kunne blive ved med det jeg nu var i i timevis. Nu bliver jeg bare træt. Overvældende træt.

Har prøvet mange gange, at sætte ord på det som sker. I sær når min kæreste spørger. Og det gør han meget. Men jeg kan ikke finde de rigtige. Kan ikke finde ordene for det mørke, der er indeni. Den tristhed, som har indtaget mig.

Der er lyse stunder. Mine børn. Mine børn er min livline. Dem der kan få mig til at smile. Dem der giver mig noget at leve for. Mine stunder med mine kære veninder på Victoria er guld værd. De ved hvordan mit liv hænger sammen. Det er her hvor jeg kan holde ud af være social. Hvor det er trygt. Og jeg kan se mennesker uden at det er farligt. Nyder når de unge mennesker lige kommer forbi, giver et kram og udveksler et par ord. Eller et kendt ansigt siger hej i forbi-farten.

Mit job kan jeg holde ud af være på. Her kan jeg fokusere på noget andet. Er omgivet af glade, travle mennesker, og kan – for det meste – gøre noget. Her skal jeg bare kæmpe lidt med, at føle mig god nok. At det jeg gør er godt nok. Og mod at blive meget hurtigt træt.

Så er der min kærestes evige, konsekvente kamp, for at tage sig af mig. Sørge for mig. Kaffen, der uden afvigelser, venter på mig med en lille godmorgenseddel, hver morgen. Der sørger for, jeg får noget mad. Kæmper for at få mig med ud og gå tur og få noget luft. Troligt spørger dagligt, hvordan jeg har det. Er ham dybt taknemmelig og forstår samtidig ikke han kan.

Opdagelsen – at det er ikke min Borderline, der tricker mig. Men en depression, har fået mig til at kaste håndklædet i ringen. Jeg er begyndt på min medicin igen. Havde lige overset den lille detalje, at det jo netop ikke er Borderline, jeg er blevet behandlet for. Det ER depression. Tilbagevendende depressioner. Og jeg er åbenbart en af de mennesker, der ikke kan fungere uden medicin. Som diabetespatienter, der skal have deres insulin, er jeg nød til at have mine anti-depressive. Det er en kæmpe bet. Et nederlag af dimensioner. Jeg skal lige sluge den. Men.. jeg hverken kan eller vil leve sådan her. Til gengæld må jeg holde fast i, at være lidt stolt over, at være noget så langt med min Borderline. At jeg alene har arbejdet så meget med den, at den ikke længere kontrollerer mit liv. Og så bide i det sure æble, og erkende jeg ikke kan arbejde mig ud af en depression. Det er også en kapitulation. For jeg ved ikke længere, hvor jeg skal gå hen. At finde en dygtig behandler, er som at lede efter en nål i en høstak. Håbet om, at finde nogen der kan give mig den rette hjælp er ikke længere eksisterende. Så er der kun pillerne tilbage.

Håber og beder inderligt til at de kan give mig livet tilbage. Bivirkninger eller ej. Jeg vil have mit liv tilbage.

Fredag d. 14.11.14

Tør ikke rigtig sige det højt. Det føles skrøbeligt. Er forsigtig. Aner et lille lys i horisonten. Aner udgangen af en lang mørk tunnel.
Takker Guderne for hver dag der går, hvor jeg ikke pludselig bryder sammen i uhæmmet gråd. Takker Guderne for hver gang, jeg hører mig selv le. Takker Guderne for hver gang, jeg føler mig taknemmelig.

En lille bitte hvid pille. En lille undseelig hvid ting, mindre end min lillefingernegl. Med en enorm betydning for min livskvalitet. Har nu taget 50 mg. Zoloft i 6 uger. Er forundret over, jeg stille og roligt mærker livet komme tilbage. Forundret over, hvor stor en forskel en så lille bitte pille kan gøre. Taknemmelig for den findes. Den lille hvide pille. Er stadig i en accept-proces – Jeg har brug for den lille pille. Er det en falliterklæring ?. Og prøver at sige til mig selv, at andre mennesker har brug for insulin. Jeg har brug for Zoloft. Tænk hvis jeg skulle have levet hele livet i mørke ….

Ordene.. kommentarerne til mit sidste indlæg var overvældende. Tog hver og et til mig. Ordene gav mig håb. Gav mig redskaber. Vigtigst var nok accepten af at være i dét, jeg nu var og er i. At sige til mig selv – du kan ikke forcere noget. Du kan ikke kæmpe i mod det. Du kan blot være i det, og lade det komme. Favne det. Tage i mod det. Kigge på det, og prøve ikke at lade dig skræmme af det. Acceptere du ikke kan det, du gerne vil. Acceptere gråden, der kommer. Se den som en nødvendighed. En del af en healingproces. I det sekund, jeg begyndte at tænke sådan, kunne jeg mærke, mørket var lettere at rumme. Holdt op med at stille store krav til mig selv. Med at søge og lede efter svarene udenfor mig selv. Søgte ind i mig selv. Så på det der var. Det der er. Stoppede med at bilde mig selv ind, at andre skulle og kunne tænde lyset for mig. Og accepterede, at det kun var og er mig selv, der kan gøre en forskel. Og den største forskel jeg kunne gøre, var den simple enkle og alligevel grænseoverskridende ting, at begynde at tage den lille bitte hvide pille igen. Det handlede om at tage et valg. Vil jeg overleve.. kæmpe en umage kamp.. alene…. af stædighed… af hovmod..  mod et mørke, jeg ikke kan ånde i .. Mod et brist i min hjerne… en brist i min sjæl… Eller vil jeg LEVE.. OPLEVE… VÆRE… Det var ikke et svært valg, da jeg først rigtigt kiggede ind og mærkede efter.

Før pillen…Troede først at jeg “bare” skulle ændre min tankemønstre. At jeg bare skulle lære at tænke på en anden måde. Tænke i lys, i bekræftelse, i anderkendelse, i taknemmelighed. Men hvis lyset er slukket, virker de tanker, som en hån i mod dig selv. Det er let nok at tænke dem.. men at føle dem er en helt anden snak. Og kan du ikke føle det, kan du sige nok så mange gange til dig selv, at livet er fedt, lyst og dejligt. At du elsker dig selv og livet. Jep.. Peace of cake… NOT…Ofte fortsatte tankerækken i mindre flatterende vendinger… “der er sgu da ikke nogen, der kan elske en fucked up kælling”…. “jeg er da en super elendig mor, der bare fejler gang på gang og ikke kan give mine unger noget som helst”… “nu har jeg i 8 nætter ligget og tænkt hvor fantastisk livet er… hvem fanden prøver jeg at narre”…

Har læst et hav af selvhjælpsbøger. En af dem Louise Hays “helbred dit liv”. Set hendes dokumentar om, hvor fantastisk folk får det, når bare de følger hendes devise om, hver dag at tænke positive tanker. Prøvede og prøvede hendes recept på et godt liv. Men hvis nu ikke alle de positive tanker og ord FØLES rigtige, bliver det til det ene nederlag efter det andet. ”Hver dag skal du sige til dig selv : jeg elsker og acceptere mig selv som jeg er – sig det gerne højt til dig selv i spejlet i badeværelset.” Har videregivet lige præcis den til rigtig mange mennesker selv. Men.. hvis der på den anden skulder sidder en lille rød djævel og samtidig siger :”Du er sgu da en total taber.. en ret grim en endda… der ikke kan fører en skid ud i livet.. ynkelig og fortabt..”.. Ja.. så virker det andet bare ikke så overbevisende.

Hånden på hjertet. Positive tanker GØR selvfølgelig en kæmpe forskel. Det kan være en forskel på liv eller død. Nogle mennesker har bare brug en lidt hjælp til at kunne tænke dem og mærke dem. En af dem er mig. Men den lille bitte pille, kan jeg tænke positivt og mene det. Og SÅ kan de gøre den forskel. Louise Hay er slet ikke så dum endda. Man skal bare huske, at det bare nogle gange ikke kan stå alene. Huske, at findes mennesker, der vitterligt ikke “bare” kan vælge at tænke positivt, men præcis som diabetes-patienter, har brug for “insulin” for at kunne tænke anderledes. Husker mig selv på, at som kroppen hos en diabetespatient ikke selv kan justere sit insulin, kan jeg ikke selv justere mine endorfiner og de andre ting, der skal skabe lys i mit liv. Det en fysisk og biologisk ting, som jeg ikke bare kan ændre med mine tanker alene. Det gør det lidt nemmere at acceptere.

Kan blive lidt vred over jeg lod mig overrumple af alle de skræmmekampagner mod antidepressiv medicin. Syns man for alvor netop glemmer, at det er fysisk ting og ikke altid blot noget psykisk, som kan ændres med samtaler og tanker. Har selv mødt den der med, “du vælger jo selv at være i mørket”… Har sågar selv smidt folk det i skoene. Det eneste reelle valg, er hvorvidt du vil ændre det med medicin eller ej.

Stik mod alle vinde, kan jeg blot sige, at jeg aldrig mere skal forsøge mig med at leve UDEN min medicin. For uden den kan jeg ganske enkelt ikke leve. For første gang i næsten et helt år, kan jeg ane lyset forude. Og mene det, når jeg hver aften, når jeg ligger i min seng, siger tak for dagen i dag, og byde dagen i morgen velkommen med taknemmelighed.

TAK til alle jer som har fulgt med, holdt ud og holdt af.. trods alt. Af hjertet TAK <3
Ikke mindst en grænseløs tak til min Kæreste for han ukuelige kærlighed og udholdenhed <3 <3 <3 Elsker dig <3 <3 <3

Mandag d. 26.01.15

Så skal vi til det igen. Danmarks Indsamlingen.

For et par år tilbage, faldt jeg da helt på røven over dette storslået fantastiske arrangement. Og fik af ren begejstring overtalt kæresten til at Greenline da, som det naturligste i verden skulle sponsorerer nogle penge til formålet. Hoppede i sofaen af iver, da jeg ringede ind til programmet og gav dem penge – vel at mærke fra virksomheden.
Syntes – dengang – det var den mest geniale idé, jeg havde fået, og jeg sov velsignet dejligt af natten – Med den bedste samvittighed og ro i sjælen – JEG havde gjort noget for at rede verden – Godt nok ikke for mine egne penge – selvom jeg sendte en sms med 100 kr. – men følelsen var god.

Året efter ca. 3 mdr. før næste Danmarks indsamling begyndte arrangørerne at kontakte os. På telefon, post, mail und so weither. Og jeg blev vildt irriteret. Hvis jeg skal sponsorerer penge til velgørenhed skal jeg ikke føle mig presset. Det skal komme fra hjertet. Fordi jeg føler for det. Ikke fordi nogle beder mig om det. Og slet ikke presser mig til det. Det har den stik modsatte effekt på mig. Det har det så gjort hvert år siden – og det eneste de har fået ud af det er 0 kr.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om dem der sidder og kontakter folk er frivillige eller lønnet ? Tænker på, hvem der betaler hele dette storslået show, vi ser på tv ? Hvor kommer pengene fra til dét ? For ingen skal bilde mig ind, at hele eventyret er ganske gratis.
Tænker mange tanker : Hvor er det godt nok hyklerisk. Så kan vi alle sidde hjemme i sofaen og have det rigtig fedt med os selv, for nu har vi givet en flad 50 -er (eller 40 kr. i snit pr. dansker, som det er blevet regnet ud), og så sover vi som små engle om natten. Præcis som jeg selv havde det.
Men hjælper de penge overhovedet ? Hvor kommer de reelt hen ? Er det overhovedet den rigtige måde at gøre det på ? Hjælper vi nogen eller noget ved bare at sende en sæk penge af sted ? Jeg tror ikke længere på det. Føler det er helt forkert. Vi pudser glorien, firmaer får noget omtale, vi får alle ren samvittighed, og showet er jo forblændende smukt. Fanme god underholdning. Og det er præcis hvad det er. Underholdning.

Samtidig tænker på, hvornår vi mon laver sådan en indsamling til vores egne fattige, vores hjemløse, vores udsatte børn og unge, vores enlige mødre – alle de borgere vi har der lever under fattigdomsgrænsen. Vores syge og ældre. Vores egne gæster. Vores skoler, vores plejehjem, vores.. ja.. you name it.

Forstår det bare ikke. Men det er der så meget jeg ikke gør – forstår.
De får i hvert fald ikke en krone af mig. Men kommer der en ungt menneske, og siger til mig, at nu vil vedkommende rejse derned, og hjælpe dem med sine bare næver og sit gode hoved, så betaler jeg gerne både rejse og ophold.

Mandag d. 26.01.15

Sidder som sædvanlig og bruger min morgen med mine mange liter kaffe og 40 smøger og bladrer nyheder på facebook igennem. Falder over denne artikel..

http://jyllands-posten.dk/debat/kronik/ECE7378962/Europas-undergang-%E2%80%93-tallenes-tale/

Har læst flere artikler og indlæg om emnet. Af uforklarlige årsager bliver jeg denne gang meget ked af det. Snakker med min kæreste om det.

Der er ingen tvivl om, at det er fakta. Som kronikken beskriver. Det er ren fakta. Men.. der er bare så meget mere i det. Og det er fuldstændig helt og aldeles vores egen skyld. Vi er svage. Vores kultur er åbenbart værdiløs, siden vi lader os udslette. Udradere. Vi er åbenbart hamrende ligeglade. Vi er ligeglade med de værdier vores forfædre har kæmpet sig til.. som vi nyder godt af. Og som vi nu er i fuld gang med at smadre.
Og for lettere at kunne sove om natten, giver vi vores gæster skylden for det hele. Vi skærer gladeligt alle over en kam. “Det er også alle de forbandede indvandrere der ødelægger det for alle os andre”. Terror i verden – sidst i Frankrig – gør ikke hadet mindre. Det er så meget lettere at lægge skylden over på “de andre forbandede nasserøve, der ikke fatter en skid, og bare kommer her og maser sig ind med deres skide kvindefjendske fanatiske tro og kultur, som gør hvad der passer dem – utaknemmelige bæster”. Har selv været der. Men det er også så meget lettere. For det er jo ikke os, der gør noget forkert. Næh nej ! Vi kristne hellige mennesker ! VI gør intet forkert. Hvordan fanden kan man også gøre noget forkert, når man ikke gør en skid ???
Og det er lettere at hade andre, end at tage ansvar.

Havde besøg i weekenden. Et besøg, som rokkede min verdens opfattelse. Er nok altid blevet set som en lille små racistisk hystade – selvom jeg altid har påpeget, at jeg elsker alle mennesker, der kan opføre sig ordentlig uanset hvad sprog de taler, eller hvad farve deres hud er. Også selvom der altid er kommet flere unge mennesker rendende i mit hjem af tvivlsom herkomst, som jeg elsker og nyder. Så har jeg nok altid været lidt grov i mine udtalelser og holdninger. Men dette weekend besøg fik mit hjerte til at bløde. Og satte mine tanker på overarbejde.

Alt det vi hader i fremmed kulturer, er alt det vi ikke selv har. Alt det vi BURDE tage til os. Tage ved lære af. Favne og rumme med åbne arme. Har ledt efter et ord, der samlet kan rumme vores gæster, deres lande og deres kultur. Kan ikke finde det. Så jeg vil samle dem under betegnelsen – “vores gæster” – også selvom hvis jeg blev behandlet sådan som gæst, ville jeg nok aldrig komme dér igen. Jeg blev ked af, jeg har været med til at “skærer alle over en kam” – selvom min fornuft ved, at det præcis, som det altid har været – få der ødelægger det for alle de andre. Vi har en ufatteligt evne til at holde fast i lorten, se gråvejret, bide os fast i alt det forbandede – så meget så vi fuldstændig overser, alt det smukke, alle værdierne, alt det skønne som vi KUNNE får glæde af og lære af, hvis vi ville.

Beundrer vores gæster for deres styrke. For at overleve ting, som vi magelige danskere ikke har fantasi til at forestille sig.
Beundrer vores gæster for deres sammenhold. Deres evne til at passe på hinanden. Med livet som indsats.
Beundrer vores gæster for at overleve i rodløshed, rastløshed og som gæster på en fjern planet, hvor alt bare er så meget anderledes, end det de kender.
Beundrer vores gæster for deres “tyrkertro”. De TROR på tingene. Med sjæl og hjerte. Og efterlever den. Kæmper for den. Vil dø for den. Og de vil dø for dem de elsker.
Beundrer vores gæster for at dele. Har én, har alle. Vi deler mad, hjem, tøj, ALT – og alle tager sig af hinanden.

Disse værdier er saudiakrautisk for os vestlige hvide mennesker, der er hamrende egoistiske, selvoptagede, pisse forkælede og møg magelige.

Vi åbner vores døre for disse gæster. Siger de ikke fatter en skid. Men er der i virkeligheden ikke os, der ikke fatter en skid ? I det sekund det træder ind i landet, trækker vi alle vores vestlige bekvemmeligheder ned over hovedet på dem, uden overhovedet at spilde det en tanke, om det overhovedet er det de har brug for. Om det overhovedet er sådan vi hjælper dem bedst ? Og vi gør det halvhjertet. Ikke helhjertet – bare lige nok til vi kan børste vores skuldre rene og sove om natten.

Mit besøg i weekenden er et lysende eksempel på svigt ud over alle grænser.
Pludselig står der en smuk ung mand i min dør. En knægt jeg har kendt siden børnehaven. Og som der siden børnehaven har være utallige problemer med. Og som siden han var lille ikke har mødt et eneste voksent menneske, der har haft et begreb om, hvordan man kan hjælpe denne skønne lille knægt og hans familie. Han og hans familie er et lysende eksempel på at vi ikke på nogen møde burde sove godt om natten. Alle de penge, der er brugt på, at “rydde op” efter denne unge mand, kunne have været brugt så meget mere hensigtsmæssigt. Man forebygger ikke her i samfundet. Næh man bliver bare ved med at sætte plaser på sårene, vel vidende at de falder af, når det regner.
Siden han gik i børnehave har der været issues. Nu er han 19 år. Har siddet i spjældet gentagne gange siden han var 15 år. Og er dybt frustreret over at kæmpe en nådesløs kamp. Gør alt, hvad han bliver bedt om, for at rette op på sit liv. Alligevel bliver han svigtet gang på gang. Hans familie er et lysende eksempel på en familie, som kom til landet for at overleve. Faderen har skudhuller i hele kroppen og post traumatisk stress. Var det ikke flygtet var familien blevet udraderet. Den nu smukke unge mand, er en af en stribe sønner, som alle har været ude på et sidespor. De er klare eksempler på dem, “der ødelægger det for alle de andre “. MEN har man nogensinde set BAG om balladen. Det er alle nogle rigtig gode knægte, der har lavet en fandens masse uheldige ting. Ingen har vist dem andet. Og har man én gang trådt vi siden af i vores lille jantelovsland, har man et stort grimt stempel i panden for livstid, der bare ikke kan vaskes af.

Denne unge mand sidder overfor mig. Og pludselig rammer det mig, hvor mange smukke værdier han repræsenterer. En lille ting, som det er have dyb respekt for sin familie og sine forældre. Respekt. Vi kender snart ikke til ordet. En lille ting, som at passe på hinanden. Vi passer sgu kun os selv og hytter vores egen røv. Han har et hjerte af guld, en vilje af stål, og er en fighter. Denne unge mand. Der er bare ikke ret mange der har set det. For man vælger at kigge den anden vej. Man ser kun balladen. Det samfund som vi flotter os af. Vores velfærdssamfund. Vores hjælpesamfund. Er værdiløst. For vi svigter. Gang på gang på gang. Ikke kun vores gæster. Men fanme også os selv.

Derfor udradere vi os selv. Det er IKKE vores gæster der gør det. Det er os selv.

Som min kæreste siger. Kunne vi tage imod hinanden med åbne arme, nysgerrighed, gensidig respekt og forståelse, ville verden være et så meget bedre sted at være. Kunne vi elske noget mere i stedet for at hade, ville verden være så meget smukkere. Kunne vi prøve at forstå, se bag om, lytte og rumme, fremfor at fordømme, ville vi være så meget gladere. Vi griber det helt forkert an. Medierne og politikkerne gør det ikke bedre – men er med til at fremelske et fremmedhad.

Kunne skrive en hel roman, med alle de tanker, der vælter rundt i mit hoved. Mit budskab er nok bare et brændende inderligt ønske om, at verden ville blive et så meget mere smukt sted, hvis vi så på hinanden med kærlighed, lærte af hinandens værdier, var nysgerrige på andre kulturer, prøvede at forstå. Vendte glasset, pudsede brillerne og lod lyset skinne igennem fremfor at se hinanden i gråt mudder. Uanset hudfarve, tro, kultur, sprog – og huskede på at præcis som hos ”os frelste vestlinge” – er det faktisk meget få mennesker, der i al deres voldsomhed stjæler rampelyset fra al skønheden.

Lørdag d. 14.03.2015

- Hvem driver Mona ? Ejeren eller dørmændene ??

•  Min kæreste måtte ikke komme ind i nat og fejre sin fødselsdag.

Mona er magtliderlig :

Skræmmende mange mennesker kan ikke håndtere, at have noget at skulle have sagt.

At have en rolle, hvor man har noget at skulle have sagt, udvikler sig for mange til magtliderlighed. En magtliderlighed der udspiller sig utroligt uhensigtsmæssigt, og kan være yderst ødelæggende.

Jeg har en fantastisk dejlig hjemmeboende søn på snart 20 år. Med ham følger et stort privilegie af mange unge knægte, der ofte gæster os. Er jo vild med de knægte; føler mig som deres 2. mor, og de er ikke bange for at dele deres oplevelser med mig. På godt og ondt ;O). Vi har haft utallige snakke omkring bordet i havestuen eller i køkkenet i weekenderne om morgenen, efter drengene har været ude og more sig.

En snak der desværre ofte har været gentaget, er om deres dumme oplevelser med byens eneste diskotek – Diskotek Mona. Morgen efter morgen. Og dage op til weekenden, hvor de har planlagt en bytur, har de siddet dybt frustreret og ikke kunnet forstå de ting, som dørmændene på Diskotek Mona har udsat dem for : Uforståelige og uretfærdige karantæner, uretfærdige magtanvendelser, meget grimme ordudvekslinger, urimelige udsmidninger og beskyldninger, kæmpe arrogance og nedladenhed.
Drengene har vendt og drejet situationerne i alle tænkelige retninger, ned til alle tænkelige detaljer i håb om at kunne forstå bare lidt af den adfærd de udsættes for. Uden held. End ikke jeg har kunnet give dem end fornuftig forklaring – Ville gerne – men kan ikke finde den.

Selvfølgelig kan drengene være nogle højtråbende banditter. Selvfølgelig kan de lave ballade. Ret skal være ret. Men deres største skyld, er at være nogle glade drenge, der forstår at more sig.  Og de har enorm retfærdighedssans, og kan sagtens få øje på, når de selv har trådt ved siden af. Og når de gør det, tager de konsekvenserne med rejst pande og uden forsøg på at løbe fra det. Derfor bliver de også det mere frustreret, når de ikke kan få øje på, hvori deres skyld ligger.

Vi har opfordret drengene til, at få en fornuftig snak med både dørmændene og ejeren. Og det har de prøvet – flere gange. Uden at få noget som helst andet ud af det, end mere arrogance og flere ubehagelig oplevelser. Selv min kæreste har prøvet at snakke med ejeren. Og jeg har prøvet. Der er ingen gennemtrængning.

Jeg har snakket meget med din datter om det. Som har arbejdet både på diskoteket – og til sidst kun på Mona Bar, til hun gik på barsel. Selvom hun inderst inde godt kunne se noget af det var helt hen i vejret, har hun jo forsvaret sin arbejdsplads. Hun kunne godt få mig i tvivl nogle gange om, om drengene måske overdrev lidt, og nåhr ja… det kunne jo også være vildt provokerende de knægte.

Uuuhhh…. Hvor har jeg mange gange måtte bide mig selv hårdt i kinden, mens hun arbejdede der, for at holde kæft – har været rasende over forholdene deroppe – men kunne jo ikke sige noget uden at skade min datter. Det er så en helt anden og meget lang historie – Men hvor burde de dog skamme sig. Har aldrig oplevet en arbejdsplads, hvor man behandler noget af sit personale så urimeligt og dybt uprofessionelt, som man gør det på Mona.

Tilbage til sagen. Har også drøftet tingene meget med min kæreste. For jeg ved godt, jeg holder hånden over drengene og måske ikke altid er så god til at være objektiv. Han har da også nogle gange hentydet til, at det nok har været deres egen skyld. Så jo… gu har jeg været i tvivl. Men jeg har nu altid stolet på drengene, og man kan ikke sætte spørgsmålstegn ved de oplevelser de har haft.

I nat måtte min Kæreste så erkende sig blankt enig med drengene i, at de er totalt hjernedøde, temmelig uintelligente, røv arrogante og magtliderlige – dørmændene på Mona, efter at have oplevet tingene på egen ”krop”.

Min kæreste og en af hans bedste venner fejrede deres fødselsdag sammen i går, sammen med nogle af knægtene fra arbejdet, og et par gamle venner. De havde en fantastisk aften. Først ude og spise lidt god mad. Så hjem hos den anden fødselar og høre god musik og feste lidt. Inden de, som man jo ofte gør, dragede mod byen – først til et par værtshusbesøg, og så mod diskotek Mona. De var selvfølgelig små-fulde, glade og i højt humør.

Min Kæreste kan godt være lidt smart, når han er fuld. Så i køen til Diskotek Mona, drillede han dørmændene med, at han altså var VIP, så han havde nogle fortrin. Det var ingen provokation, ikke ballade, bare dril og sjov. Det resulterede bare i, at da det blev hans tur til at komme ind, ville de ikke lukke ham ind. Undskyldningen var, at han lavede ballade, var for fuld, og havde stået tidligere inde i baren og sovet. Flere fra selskabet havde været vidne til min kærestes adfærd hele aftenen, og kunne slet ikke forstå, hvor det nu kom fra. De her ting, som var helt hen i vejret, og at de ikke ville lukke ham ind. De ville heller ikke lukke ham ind, som min kæreste fulgtes med.

Min kæreste er nu engang min kæreste. Og Konge over byen. Så det ville han ikke finde sig. Han sagde blot til dørmanden, at det jo var en være gang vrøvl at fyre af, og han skulle flytte sig, for min kæreste skulle ind. Og gik så igen op mod indgangen. Dørmanden greb fat i ham for at forhindre ham i at gå ind. Min kæreste blev vred og sagde til ham, at han ikke skulle røre ham, for så ringede han efter politiet. Dørmanden slap ham da også, men ville stadig ikke lukke ham ind. Ej heller ham han fulgtes med. Ingen af dørmandens argumenter passede ifølge vidner. Min kæreste havde ikke lavet ballade, han var ikke mere fuld end han både kunne stå og gå lige, og han havde ikke stået og sovet i baren tidligere. Og ind – det ville han.

Det fik så dørmanden til at ringe efter politiet. Hvad han har sagt for at få dem til at komme, ved kun Guderne. For de kom. Der skal ellers meget til. Så jeg forstår det slet ikke. Betjenten der dukkede op, blev da også noget forvirret, for min kæreste var jo ganske skikkelig. Og selvom de truede med at køre ham i detentionen i Næstved, vidste de godt, at det ikke helt holdt. For der var jo ikke rigtig noget belæg for at gøre det. Og dørmandens argumenter holdt ikke. Betjenten blev bare mere forvirret og endte med at sætte sig over i den bil, han var kommet i.

Det endte med at ham, som min kæreste fulgtes med, sagde til min kæreste, at de lige så godt kunne gå hjem. For ind kom de ikke, og det blev lidt kedeligt, at sidde derude på trappen, uden at komme nogen vegne med noget.

Det er jo en tragikomisk historie. Min kæreste kunne jo ikke helt lade være med at grine, da han fortalte historien. Men samtidig føler han sig dybt forurettet. Hvad fanden er dog også det for en opførsel. ???

Jeg fatter ganske enkelt ingenting. Har slet ikke hjernekapacitet til at få det til at hænge sammen. Hvordan fanden kan man drive en forretning, når man ikke lukker de folk ind der gerne vil bruge lidt penge derinde. ? Altså… man kommer ikke ind, hvis man har karantæne, hvis man er på stoffer, hvis man er provokerende og trækker op til ballade og slagsmål. Det er såmænd forståeligt nok. Men hvis man heller ikke kommer ind bare fordi man er fuld og har det skide sjovt, hvem fanden kan så komme ind ???

Apropos karantæne. Det skal man selvfølgelig have hvis den er berettiget. Men hvis der findes 3 bøger, med navne på de karantæne-ramte, hvor af den ene er dørmændenes hemmelige bog, og de ikke er synkroniseret, så en uvidende bartender kan servere for en karantæneramt, som så bare får udvidet sin karantæne, af en dørmand, som har ham stående i sin bog, hvor fanden er vi så henne ?? Og hvis en karantæneramt kan smile lidt til dørmanden og stikke ham en 500-lap i hånden, og så komme ind alligevel, er det jo til at lukke op og skide i. Skal lige understrege, at det sidste er ”rygter” som kommer fra dem, der har kunnet betale sig ind – hvilket efter sigende, skulle være sket nogle gange.

Suma sumarum, er at min voksne kæreste ”endelig” fik oplevet, hvad de her frustrerede knægte har oplevet utallige gange. At blive mødt af uintelligente, arrogante, flabede, løgnagtige og ikke mindst magtliderlige dørmænd, der slet ikke kan administrere og håndtere deres hverv.

En dørmand SKAL kunne skelne mellem alvor og sjov. En dørmand SKAL kunne lukke ørerne for dril og sjov. En dørmand SKAL kunne håndtere fulde mennesker. En dørmand skal faktisk have præcis de samme egenskaber som politiet og kunne være både psykologiske og pædagogiske. Ikke magtliderlige og arrogante – og mage til uduelig dørmænd skal man lede længe efter i landet.

Og ejeren tør ikke sige noget, selv om det i sidste ende kan være altødelæggende for hans forretning. Gad vide hvem der driver Mona – ejeren eller dørmændene ???
 Synd at hendes skønhed skal tilsmudses af dumhed.

Torsdag d. 28.05.15

 ”UNG MOR”

Jeg hedder Melissa. Jeg er 21 år. Og jeg er MOR.

D. 13/6-14 tog mit liv en drastisk drejning. Den fredag havde jeg en aftale hos en speciel gynækolog i Køge. Jeg havde 2 år forinden fået konstateret PCOS – (PCOS er en hormonel forstyrrelse, som ses hos 5-10 procent af kvinder i den fødedygtige alder, og som kan resultere i barnløshed. Forkortelsen PCOS står for Poly Cystisk Ovarie Syndrom. Polycystisk betyder mange blærer på æggestokken. Ordet syndrom skyldes, at en del symptomer er til stede på samme tid), og var i den forbindelse startet op på en længere række undersøgelser blandt andre hos speciel gynækologen i Køge. Undersøgelsen startede med en samtale med gynækologen, under denne samtale bliver der snakket om mine blodprøver, og andre tidligere prøver. Samtalen ender med, at gynækologen informere mig om, at jeg skal forberede mig på at i mit tilfælde vil det kunne tage flere år med hormon behandling, hvis jeg skal kunne få et barn. Det er en ubeskrivelig følelse når man som UNG kvinde, skal acceptere at børn muligvis ikke bliver en del af ens fremtid. At man ikke selv, har kunne tage det valg, men at ens krop har taget valget for en.

Efter samtalen, skulle mine æggestokke skannes for cyster. Her er det så, at alt hvad jeg lige har fået at forholde mig til, bliver kastet bort. Gynækologen ser på skanningen en tidlig graviditet. Når jeg kigger på min datter i dag, skammer jeg mig over min reaktion den dag; Skammer mig over, jeg var tæt på, at vælge hende fra i mit liv. Jeg var chokeret, rystet og blev overrumplet af hele følelsesregisteret, da jeg blev bekendt med, at jeg var gravid. Min kæreste og jeg brugte efterfølgende weekenden på at snakke, græde og skændtes. Var vi klar til at være forældre? Hvis vi valgte graviditeten fra, havde vi så spildt vores eneste chance, min sygdom taget i betragtning?

Vi valgte at gennemføre graviditeten, og vi har ikke fortrudt et sekund siden. Hun er den største gave i vores liv, og vi kan slet ikke forestille os, at skulle havde levet uden hende. Vores lille glade nulle fis.

Under min graviditet arbejdede jeg meget med mig selv, og jeg gjorde alt hvad der forventes at en vordende mor gør, for at blive klar til vores lille prinsesses ankomst.

Jeg var lykkelig, forventningsfuld og taknemlig. Jeg var forberedt på den opgave det ville være at blive forældre, forberedt på de lange nætter, de mange bleer, det store ansvar, forberedt på alle forældre-livets op og nedture. Hvad jeg IKKE var forberedt på, var den mistillid og de fordomme, jeg ville blive mødt med som UNG MOR.

Mistillid og fordomme fra fremmede mennesker, gamle venner, ja sågar fra de vagtlæger jeg har været i kontakt med i forbindelse med min bekymring for min datters helbred. På den korte tid jeg har været mor har jeg mødt det flere gange, og er blevet lige rystet, ked af det og frustreret hver gang. I går kulminerede mine frustrationer så da jeg blev ”angrebet” af en ældre mand i toget. Han havde lige behov for at fortælle mig, hvordan unge mødre som jeg selv, kun fik vores børn for at nasse på samfundet.
Jeg blev så rystet og ked af det, at jeg fra Nakskov til Maribo sad med blikket begravet i gulvet, uden ord, mens manden nedstirrede mig, og i ny og næ kom med en rap bemærkning om mine evner som mor. Jeg var målløs.

Jeg har ALTID set stolthed i at tjene mine egne penge og klare mig selv, jeg giver min datter al den kærlighed og omsorg jeg overhovedet formår. Og jeg vil ALDRIG lade min datter mangle noget!

Jeg er ikke i tvivl om at jeg gennem mit liv som mor, vil komme til at lave fejl, fejl som jeg vil ønske at kunne gøre om. Men ingen mødre kan sige sig fejl fri uanset om de var 21 eller 35 da de fik børn. Og jeg ved jeg er den bedste mor jeg kan være for min datter.

Jeg håber, at jeg møder den mand igen, så jeg kan fortælle ham at min datter er sat i verden af ingen anden årsag end kærlighed.